Ulf Gudmundsen - Fanø 2004
Jens Jalling en surreel satiriker.
Det går så hurtigt. Faktisk er det temmelig længe siden, Jens Jalling slog igennem som kunstner, men det føles, som var det i forgårs. Straks han kom på banen, indså man, at her var en spøjs ener med original farveholdning, humor og sans for surrealismen. Siden har ingen været i tvivl, når de stod over for et værk af Jens J.
Den sikkerhed, der prægede gennembrudsbillederne, var kommet for at blive, men det betyder ikke, at kunstneren er stagneret i sin udvikling. Det er gået fremad hen imod den finurlige satire.
Ville man tidligere, uden at ryste på hånden, rubricere kunstneren som en surrealist i tidens tegn, så må det, her og nu erkendes, at denne maler afgjort også har andet at byde på. Der er noget tegneserieagtigt, pop-art beslægtet i hans univers, som er fyldt med mange gåder, og altid lanceres med en næsten øretæveindbydende nidkærhed.
Hos Jens Jalling er der ikke mening i galskaben, men galskab i meningen. Og meningen er den, at der reelt ingen mening er! Det eneste sikre er, at alting forsvinder, men før det sker, er det tilladt at motionere lattermusklerne. Vi udfordres af de sære figurer, den genkendelige Netto-hund og de rablende, men altid præcist udførte kompositioner, samt en kolorit, der ligesom alt det øvrige, så helt og aldeles er Jallings egen.
Det er imponerende, at kunstneren er så gennemført anderledes. Og det er bemærkelsesværdigt, at han har kunnet klare sig så godt i den hjemlige andegård. Var han ikke blevet maler, ville han med garanti være slået igennem som digter. Det antydes bl.a. af billedtitlerne og de eventyr, der er på hvert eneste lærred.
Jens Jalling er en fastholder. Han er i den grad sig selv i sin kunst, at der aldrig bliver slinger i
valsen. Det er derfor naturligt, at han kan lide at arbejde i/med serier. En billedsuite lader sig beskue fra en ende af, men det gør ikke det mindste, hvis man trækker et enkelt maleri ud og hjem over sofaen. Som surreel satiriker regner Jens J. næppe med at forandre verden tilbundsgående. Men han får os til at standse op, og når vi har grinet af, kan det ske, at vi strejfes af et skud vemod, som eventuelt kan mane til eftertanke. I disse H.C. Andersen-tider er det rimeligt at se på Jallings billeder som eventyr, fortalt for børn, men beregnet for voksne.
Med højt humør præsenteres de mest bizarre påfund. Dali'ansk nøjagtighed gør det muligt straks at se, hvad der foregår, uden man helt fatter, hvad der sker. Det er kort sagt kunst, som det, meget ofte, er uhyre vanskeligt, at blive færdig med …
